Nyheder‎ > ‎

Nyhedsbrev fra Lokalsamfundets bestyrelse, december

posted Jan 2, 2013, 12:39 AM by Rune Asmussen

Timingen var perfekt – den første sne faldt, da der blev afholdt julemarked i Kulturhuset. Julemarkedet var igen i år en succes, masser af mennesker passerede gennem huset i løbet af dagen, og der var fuld gang i salget både i boderne og af de forskellige kulinariske ting, der blev produceret.

Takket være alle de, der knoklede for at få de forskellige tilbud etableret, kan vi altså igen melde om et succesrigt arrangement. Vi håber, at der igen næste år er folk, der gider tage slæbet, så vi kan videreføre en god tradition. Der er planlagt et evalueringsmøde i Aktivitetshuset tirsdag den 8. januar 2013 kl. 19, der vil der også vær mulighed for at komme med gode ideer til næste års marked, og til andre gode samarbejdsmuligheder i huset.

 

Den 22. november havde vi et fint lille arrangement i forbindelse med præsentation af Museum Østjyllands trykskærm, der står i forhallen og giver mulighed for at gå på opdagelse i fortiden. Desværre måtte museets workshops i december aflyses, men der forsøges måske at tilbyde nye i januar.

 

Arbejdet i gymnastiksalen er ved at være afsluttet, så nu skal vi blot have myndighedernes endelig godkendelse, så får vi et nyt stort lokale, som der garanteret kan findes mange anvendelser for.

Vi vil i 2013 arbejde med at søge nogle midler, så adgangsforholdene kan forbedres, og det ville også være rigtig godt med et handicaptoilet i forbindelse med gymnastiksalen.

 

Umiddelbart efter nytår vil der også ske ting, der er med til at gøre huset mere indbydende. Vi har fået stillet nogle folk til rådighed via Jobcentret, disse personer vil gerne hjælpe med at male nogle steder inden døre. Vi har aftalt, at de skal starte den 7. januar med den store væg langs trappen (fra kælderen og så langt op, det kan lade sig gøre) samt væggene i ”reposen” på første sal. I uge 7 skulle væggene i Havestuen blive malet, så vi glæder os til at få ”frisket op”.

 

Ellers har vi jo i bestyrelsen som sædvanlig arbejdet med at få forskellige praktiske projekter sat i gang. Vi har fået en udendørs affaldsbeholder. Desværre er det ikke muligt at få en glascontainer til at stå sammen med vore affaldscontainere, da denne ordning kun er for private, og Kulturhuset har status af erhverv, så vi må finde ud af, om der kan findes andre løsninger på at skaffe glasaffald af vejen.

Vi har haft kontakt med et nyt skiltefirma, så forhåbentlig kommer der snart gang i det efterhånden gamle projekt med skiltning og opslagstavler.

Der skulle også snart blive etableret internetadgang (via bibliotekets forbindelse) på første sal.

 

 

Vi er blevet gjort opmærksom på, at der mangler varmt vand i køkkenet ved Aktivitetshuset, så det er en sag, vi tager fat på først i det nye år.

 

Kurt har været fraværende i en periode, da han desværre har mistet sin kone. Vi sender vore bedste tanker til Kurt, og håber han kommer godt videre.

 

Nu står vi så på tærsklen til et nyt år i vores fælles hus, og der vil garanteret fortsat blive taget initiativer til aktiviteter og arrangementer, så det glæder vi os til.

 

Randers Egnsteater kommer på besøg med deres vintercabaret ”På toppen” mandag den 25. februar  2013 kl. 19.30. Billetter til dette arrangement koster 125 kr og kan bestilles hos Karen Fokdal på tlf: 28720207 eller mail: karen.fokdal@email.dk

Vi håber, at mange også i år vil komme til denne forestilling.

 

Til slut vil vi benytte lejligheden til at ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Vi håber på mange gode timer i huset i 2013.

 

Med venlig hilsen

 

Karen Fokdal

Formand for Lokalsamfundet
Comments